I august bragte vi CSR-artiklen Afcertificering af produkter. Men artiklen overbeviser ikke Niels Westy Munch-Holbek: ”Vi befinder os i en drømmeverden, hvor konsekvens, fakta og empiri ikke spiller nogen rolle, mens gode intentioner og varme følelser for vor fælles klode og de fattige til gengæld er af afgørende betydning.” Westy er redaktør af Americas.dk, husblogger hos Punditokraterne og udlandskommentator ved Dagbladet Børsen med speciale i Latinamerika. Læs hans kritik her:
Af Niels Westy Munch-Holbek
Fair Trade og CSR
- en hån mod verdens fattige
Formålet med artiklen Afcertificering af produkter (bragt på Lederblog 3. august, 2011, red.) er at overbevise virksomhederne om, at de skal droppe brugen af (Fair Trade)mærkningsordninger i deres bestræbelser på at være ”socialt ansvarlige”. Argumentationen er, at mærkningsordningerne ikke garanterer, at hverken produkt eller produktionsprocesserne lever op til kravene for ”socialt ansvarlige” produkter. I stedet bør virksomhederne bestræbe sig på gennem arbejdet med CSR, at sikre at de producerer og udbyder ”socialt ansvarlige produkter”.
Til dette formål stiller forfatteren sin ekspertise til rådighed. Og hvilken ekspertise. Anne Louise Thon Schur er både uddannet civiløkonom fra CBS, og hun har en M.Sc. i kommunikation med speciale i CSR fra Boston Universitet i USA. Her kan jeg slet ikke følge med. Jeg har blot en ganske almindelig cand. polit. eksamen fra Københavns Universitet.
Er CSR genialt eller galskab?
Måske er det derfor jeg ikke helt har forstået det geniale i hverken CSR eller er i stand til at forstå hvad der menes med ”fair og etiske handelsprincipper indenfor agrikultur og handel”. Det er i hvert fald ikke egenskaber jeg er villig til at betale så meget som én ekstra krone for. Set gennem en nationaløkonoms øjne er artiklen – og CSR – fyldt med floskler og ”varm luft”, mens man i CSR-universet på afgørende stræk hylder adfærdsmønstre og produktionsformer, som kun for den uvidende kan opfattes som fair eller etisk korrekte, hvis formålet altså er at fremme levevilkårene for jordens befolkning – men det er det måske heller ikke?
Artiklen adskiller sig ikke fra så meget andet, som skrives om CSR, og har en helt speciel målgruppe, som jeg ikke befinder mig i. Dertil er min tilgang vist for rationel, eller også er problemet bare, at fortalerne for diverse mærkningsordninger og CSR aldrig har været i stand til at give en ordentlig (læs faktuelt og evidensbaseret) forklaring på, hvorfor det f.eks. skulle være særligt fair eller etisk at købe økologiske fødevarer eller afstå fra at købe produkter, som børn har været med til at producere. Og hvorledes det skulle mindske jordens fattigdom at insistere på, at den medgåede arbejdskraft har oppebåret en politisk fastsat minimumsløn, står også hen i det uvisse.
Intentioner, konsekvenser og resultater
Men den afgørende forskel er måske reelt, at man i nationaløkonomi, som er mit speciale, lægger vægten på konsekvenser og objektivt målbare resultater, mens man i den ”etiske og fair” konsulentverden primært lægger vægten på intentioner og ”feel-good” egenskaber hos den ”socialt ansvarlige” forbruger, som måske rettelig burde karakteriseres som den ”den dårlige samvittigheds forbruger”. Både diverse mærkningsordninger og CSR synes primært at skulle indplaceres i en velkendt religiøs tradition, hvor man først udnævner alle til syndere og derefter sælger dem frelse. Virksomhederne fordi de tjener penge (mens det er underforstået at de ødelægger jorden samt udnytter fattige mennesker, med mindre de får konsulentbistand og påbud) og forbrugerne, fordi de køber uetiske produkter, som ikke er produceret under ”socialt ansvarlige forhold”.
Jeg skal naturligvis ikke blande mig i hvad virksomhederne bruger deres penge på. Det må alene være op til ejerne. Jeg vil heller ikke blande mig, hvis nogle forbrugere vil betale ekstra for et produkt. Heller ikke selv om de postulerede egenskaber ikke adskiller sig fra en tro på, at der virkelig ”altid er plads til en til som bruger Rexona”.
Acceptabel profitmaksimerende adfærd
Lad mig også understrege, at ovenstående ikke indebærer en fribillet for verdens virksomheder til, at man kan gøre hvad som helst i jagten på profit. Der eksisterer en klar skillelinje mellem acceptabel og uacceptabel profitmaksimerende adfærd. En skillelinje der er lige så klar som mellem at lade egenytten eller egoismen råde. Det er – uanset mærkningsordninger, CSR eller ej – ikke acceptabelt at man skader andre mennesker for at opnå sine egne mål. Derfor er ”rule of law” afgørende for et velfungerende frit marked.
Men bruges ovenstående skelnen mellem acceptabel og ikke acceptabel adfærd, må jeg desværre skuffe tilhængerne af CSR, Fair Trade-ordninger osv. med, at deres handlinger hverken er fair eller etisk forsvarlige. Hermed bliver en diskussion af, hvorvidt man skal bruge mærkningsordninger eller satse på CSR evigt ligegyldig.
Manglende forståelse for markedsmekanismer
Det er velkendt at Fair Trade-mærkningen lider af en række grundlæggende mangler. Den grundlæggende mangel deler mærkningsordningerne dog med fortalerne for CSR, nemlig manglen på forståelse af hvorledes markedskapitalisme fungerer.
Adam Smith beskrev ellers dette meget præcist i ”Wealth of Nations” for mere end 200 år siden;
“Every individual necessarily labours to render the annual revenue of the society as great as he can. He generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it…he intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good.
It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.”
Det er heller ikke just forståelse for betydningen af udbud og efterspørgsel, som præger ”CSR-branchen”. Når det kan fremhæves som en skandale, at visse Fair Trade-certificerede producenter (bl.a. i Peru), har brugt underleverandører, som ikke betaler den lovgivningsbaserede minimumsløn, er det reelt skandaløse ret beset ikke, at man ikke har betalt den lovbefalede løn. Det er derimod, at veluddannede konsulenter kan insistere på at det er et efterstræbelsesværdigt mål, at sikre at det sker, på trods af at konsekvensen ville være, at en stor del af de underbetalte arbejdere vil miste deres arbejde og dermed muligheden for at forsørge sig selv og deres familier.
Den manglende evne til at skelne mellem intentioner og konsekvenser illustreres måske bedst ved den udbredte forestilling om børnearbejde som et absolut onde. En forestilling der også findes i FN’s guideline for den ”socialt ansvarlige virksomhed”. Men er det virkeligt etisk uforsvarligt at købe produkter, som børn har været med til at producere? Eller er det måske i virkeligheden netop uansvarligt ikke at gøre det.
Børnearbejdere betaler prisen
Vi ved fra forskning at effekterne for de børn der mister deres arbejde, når vi boykotter de produkter de har været med til at producere kan være meget alvorlige. Typisk er lønninger og arbejdsvilkår, hvor svært forståeligt det end er for klientellet på caféerne i vestlige storbyer, bedre i erhverv rettet mod eksport end hjemmemarkedserhverv. Selv om vi ikke længere køber produkter børnene var med til at producere, skal de og deres familier jo stadig have mad i munden og klæder på kroppen. Derfor må de pågældende børn søge beskæftigelse indenfor de erhverv (typisk hjemmemarkedsorienterede) hvor man fortsat bruger børn som arbejdskraft. Desværre indebærer udbud (som er det samme) og efterspørgsel (som nu er mindre), at børnene ender med at arbejde under ringere vilkår og til en lavere lønning.
Man kan derfor med rette sige, at prisen – og den er meget høj – for, at et bestemt segment af forbrugere i vores del af verden kan fremtræde som etisk og socialt ansvarlige, betales af de selv samme børn, hvis skæbne man foregiver at kære sig så meget om.
Og hvor fair og etisk er lige det?
Lige i øjet. Fin artikel.