Gæsteindlæg: Et nøgternt syn på klima og forretning

Virksomhedslederen, som arbejder aktivt med klimaledelse, bør være opmærksom på faldgruberne. Idag har Lederblog besøg af en gæst, som ofte appellerer til saglighed og fornuft i den offentlige debat om klima. Vi har spurgt ham, om det er et ledelsesmæssigt fejlgreb at fokusere klimaledelsen ensidigt på CO2-reduktion og konvertering til vedvarende energi. Og så får vi også et par kommentarer om sammenhængen mellem virksomhedens vækst og klimaledelse. God læselyst og tak til vores gæst for at bidrage til debatten:

Af Karl Iver Dahl-Madsen, Formand for Dansk Akvakultur, Folketingskandidat (LA)

Enhver virksomhed, der ønsker at vokse og tjene penge i en usikker verden må gøre sig nogle betragtninger om fremtiden.

Det er ikke nogen nem øvelse, da verden har det med at udvikle sig kaotisk og uforudsigeligt. Prøv bare at gå tilbage i tiden og se hvor svært det ville være at forudsige verdens nuværende tilstand for 25, 50 eller 100 år siden.

I en sådan situation er det bekvemt og nemt at følge mængden og den fremherskende offentlige mening, som lige nu er, at klima er et (stort) problem og at vi, af mange grunde, skal gøre os uafhængige af fossile brændstoffer så hurtigt som muligt.

Jeg kan derfor sagtens forstå og sympatisere med, at nogle virksomheder satser på klima og energiknaphed som en vigtig fremtidig forretningsmulighed.

Jeg vil dog gerne foreslå, at man lige reflekterer en ekstra gang inden, man satser hele butikken på dette område.

•  For det første er det efter min mening ikke rigtigt, at klima er et stort problem og at fossile brændstoffer hurtigt bliver brugt op. Virksomheder, der investerer på dette grundlag, kan nemt komme til at brænde fingrene, ligesom de firmaer, der efter oliekrisen i 1973 baserede deres beslutninger på en meget høj oliepris, hvorefter den faldt dramatisk på kort tid. Hvis den globale temperatur i de næste ti år ikke stiger eller ligefrem falder, er klimasagen stendød og de virksomheder, der har satses deres fremtid på dette område bliver efterladt håbløst bagude i forhold til firmaer i andre sektorer.
• For det andet er området stærkt politiseret og helt afhængigt af tilfældige politiske beslutninger. Det gør den forretningsmæssige usikkerhed meget større end for mere normale vare og ydelser, som sælges uden støtte til et frit marked, hvor kunderne selv vælger, hvad de vil købe.
• For det tredje er der åbenbart en ”klimaboble” undervejs. Alt for mange løber samme vej, hvilket som minimum vil gøre det svært at tjene penge, og med en risiko for det totale sammenbrud. Hvis man ser på Vestas aktiekurs kan man hævde, at sammenbruddet allerede er sket.
• For det fjerde vil ”grøn infrastruktur” også kaldet ”bedemandsforretningen” under alle omstændigheder udgøre en stadig aftagende del af det globale marked og bruttonationalprodukt. Energiforsyning og spildevandrensning har ingen speciel herlighedsværdi, og skal bare være så billigt som muligt. De store økonomiske vækstområder er fortsat varer og ydelser med kvalitet og oplevelsesindhold. Selv i min egen sektor: fødevareproduktionen, er maden et underholdningsprodukt og har meget lidt med overlevelse at gøre i store dele af vores stadig rigere verden. Ved at satse grønt har man på forhånd placeret sig i en relativ lavvækstsektor.

Tidens ”grønne” politiske bevågenhed fremmer desværre en usympatisk adfærd hos en række store danske virksomheder, som åbenbart finder det nemmere at stå med hånden fremme hos politikerne end at udføre besværlig produktudvikling rettet mod et usikkert forbrugerstyret marked.

Det konstante krav om, at politikerne skal sikre, at en bestemt energiudvikling skal kunne betale sig i mange år fremover ved, at samfundet betaler en overpris for bestemte energiformer eller grønne teknologier, er jo et forståeligt ønske set fra den enkelte virksomheds side, men giver anledning til en pinlig skævvridning af samfundets ressourceanvendelse og en ubehagelig overførsel af midler til bestemte virksomheder fra andre virksomheder, der forsøger at klare dagen og vejen uden statsstøtte.

Idet hele taget er produktionsstøtte til (alle former) for energiproduktion en uskik, og burde afskaffes øjeblikkeligt. En passende eksternalitetsafgift på kulstof burde være fuldt tilstrækkeligt til at sikre en rettidig omstilling til nye energiformer.

Naturligvis anerkender jeg, at der er et stort markedspotentiale for den virksomhed, der finder på og udvikler en billig og ren energiform. Virksomheden skal bare gøre det uden statsstøtte, så synes jeg til gengæld, det er helt i orden, at den scorer kassen.

På det lavpraktiske plan må enhver virksomhed naturligvis forholde sig til sine energi- og miljøomkostninger.

I min branche, akvakulturen, har vi fået det ind på livet da vi for at overholde samfundets miljømål for vandløbene har måttet indføre recirkuleringsteknologi på vores dambrug. Det er der bestemt nogen fordele ved, men desværre også den ulempe, at vi nu må pumpe det vand rundt, som før løb igennem dammene ved tyngdekraftens hjælp. Vi bruger nu ca. 2 kwh pr. kg produceret fisk, en ikke ubetydelig ekstra produktionsomkostning.

Det er da åbenbart fornuftigt, at enhver virksomhed forsøger at reducere sine omkostninger til energi mest muligt. På mange virksomheder kan der sikkert oven i købet findes ”no-regrets” energibesparelser med en meget lav tilbagebetalingstid for investeringen. Når det ikke bare sker, er det fordi der er knaphed på de ledelsesressourcer i SMV’erne, der skal få det til at ske. Virksomhedens ejer vil hellere bruge sin kvikke ingeniør til at udvikle et nyt produkt, der kan fordoble omsætningen og firdoble overskuddet end til et kedeligt energispareprojekt, der kan spare 7 promille af omkostningerne. Og i SMV’erne er det helt urealistisk og skudt over målet at indføre de bureaukratiske klimaledelsessystemer, som er beskrevet i Lederbloggen.

En god markedsstyret løsning kunne være baseret på firmaer, der påtager sig at gennemføre hele energispareprojektet mod at få en andel af gevinsten.

Men kan der ikke være en gevinst i et ”grønt klimaimage”? Måske, jeg er nu noget skeptisk, i min branche der langt mellem forbrugere, der efterspørger en særlig ”grøn” fisk, og som er villige til at betale ekstra for den. Og jeg tror i det hele taget, at folk siger, de vil købe ”grønt”, men de handler anderledes. Måske et tegn på at den brede befolkning ikke er så nemme at narre endda.

Ligesom man på det globale niveau skal være forsigtig med at bruge for megen opmærksomhed og for mange penge på et mindre problem som klimaet, der måske manifesterer sig om hundrede år, er det også klogt at prioritere denne enkelte virksomheds beslutningskraft og penge på virksomhedens vigtigste muligheder og problemer i stedet for at lade sig styre af en grøn modedagsorden.

Karl Iver Dahl-Madsen er formand for Dansk Akvakultur og formand for Styrelsen for Institut for Fremtidsforskning. Han er uddannet kemiingeniør fra DTU og desuden selvstændig som medejer og direktør for Dahl-Madsen ApS, et strategi og policy rådgivningsfirma. Karl Iver Dahl-Madsen stiller op til det kommende folketingsvalg for Liberal Alliance i Københavns Storkreds.

• Tweet